info    |    vores hunde   |    hvalpe    |    hundefoder   |    sidste nyt  |    sundhed    retrieverordbog   |    kontakt  |    forside

 

 

Fredag den 3. november 2011

Der er godt gang i jagterne rundt omkring, og også i dag er Holger sammen med Tinker og Sille, draget af sted på opsamling. Det er en skøn tid for både hund og føre, dejligt at nyde hundene i deres rette element, og at kunne se, at træningen sidder fast. Så når de kommer hjem i aften, er de alle trætte og mætte af dagens oplevelser ude i det skønne efterårsvejr. Hvor er det altså en fantastisk årstid, der er noget helt specielt ved efteråret og duften af jordbund som lige nu er i gang med at formulde alle de visne blade.

Brown Hunt's Tulugaq  (Aya) som bor hos Kennel Østerkær's Lab er ved at være meget stor om maven nu, og der er stadig 14 dage til fødsel. Det bliver spændende at følge dette kuld efter Tinker, og dejligt at hvalpene bor så tæt på, så vi kan følge med i udviklingen.
Aya er en dygtig hund, som er præmieret på både schweiss og markprøve, så leder du efter en hvalp med gode jagtegenskaber, kan vi anbefale at kontakte Tina Krüger. Se mere her



 

___________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 5. oktober 2011

Keeper er helt pjattet med vores kattekilling Poly, og denne eftermiddag gik Poly ind i transportburet for at drikke lidt vand. Det syntes Keeper var lidt underligt, så han gjorde store forsøg, for at komme i kontakt, og fortælle at det faktisk er hans bur og hans vandskål.
Ellers har vi hørt fra USA, at Diva er faldet godt til, og at hun nyder at komme med Morten ud at løbe hver morgen.
Vores venner som bor i Californien, har altid haft danske labradors, så da deres Partridge tæve gik bort pga. alder, var der stor hunde-krise i familien. Birgitte skulle hjem til Danmark i september, og det ville derfor være muligt for Birgitte at rejse tilbage med en ny lab. Vi talte frem og tilbage om hvalp, og nævnte også Diva på 2 år. Der var mange gode argumenter for at få en voksen hund, blandt andet at Morten med det samme kunne tage Diva med på sin daglige løbetur, men også det at få en hund som er fri på hofter og albuer, gjorde at Diva og Birgitte sammen rejste tilbage til Los Angeles.
Diva nyder at være i centrum, og at flyde ud i sofaen sammen med familien Damgaard, man er vel en DIVA. Hun maser sig gerne ned mellem Birgitte og Morten, dog ikke ret længe, da hun får det alt for varmt, men så er der plads i den anden ende af sofaen. Den californiske sol har også sat gang i fældningen, så af med den ny-strikkede danske vinterfrakke og på med sommerjakken.

Her et billede af Diva og nogle billeder af den frække Poly sammen med Keeper.

 

___________________________________________________________________________________________

Tirsdag den 27. september 2011

I søndags blev der afholdt markeringsmesterskab i Frederikshavn. Fin Mikkelsen havde meldt Partridge Daisy til i vinderklasse, og sørme om ikke den dygtige hund blev 1. vinder og vandt mesterskabet.
Fantastisk flot og vi sender lige endnu et stort til lykke til Fin og Daisy, super flot arbejde. Anden weekend i træk hvor I vinder, så med den statistik skal I bare på en masse prøver i den nærmeste fremtid.

 

___________________________________________________________________________________________

 

Fredag den 23. september 2011

Ja der er gået en rum tid, hvor jeg ikke har fået opdateret herinde. Jeg har, som mange andre, været ramt af en træls efterårsforkølelse, men heldigvis går tiden jo ikke i stå imens.

Alle hvalpe er rejst, og vi får skønne tilbagemeldinger om, at de bare er super dygtige til at flytte hjemmefra. De har husket alle de råd, vi har hvisket dem i ørerne inden de rejste; Holde sig hele natten, ikke bide alting i stykker, sætte sig inden man skal spise, hente skindummyen og komme lige hjem, når den bliver kastet samt allervigtigst; være en glad labradorhvalp, som elsker sin nye familie.
Det er fantastisk dejligt, at høre fra jer alle, at tingene også fungere derhjemme, og husk: Ring hvis I er i tvivl om selv de mest banale små ting, så de ikke vokser sig til eventuelle store problemer.

Caddi som er rejst til Tyskland, trives fint og Edith har sendt billeder, som tydeligt viser, at han trives godt sammen med sin nye familie. Pixi har været på en spændende tur, hvor hun stødte på en død mus. Hvis man er vokset op med kat, ja så er der ingen tvivl om, hvad sådan en fætter skal, den skal bare sluges lige med det samme. Det synes Pixis familie ikke var den rigtige beslutning, så hun måtte lige et smut til dyrlægen, og så kom musen op igen. Pixi var hurtigt frisk igen, og så må vi håbe, hun ikke møder flere mus.

Keeper som jo er blevet hjemme hos os, har også været ude at opleve verden. I går løb han rundt ude i haven, og da han kom ind, var han vildt hævet i hele ansigtet, og kunne ikke se ud af øjnene. Vi ringede til dyrlægen, og blev enige om at se tiden an, så længe han ikke havde vejrtrækningsproblemer. På nettet kunne jeg se, at det kaldes flodhestehoved, og det var faktisk lige hvad den bette dreng lignede. Efter et par timer var han normal igen, og vi tror han er blevet stukket af en hveps.

Fin Mikkelsen og Partridge Daisy har den 17. september været til den første holdudtagelse til DM 2012 i region Østjylland. De vandt prøven med 71 point, kanon godt gået, kæmpe stort til lykke og vi er spændte på den næste holdudtagelsesprøve. Her et billede af Daisy med en fasan.

 


___________________________________________________________________________________________

 

Lørdag den 10. september 2011

Der var stor fest i går nede ved søen, flere af hvalpene plumpede i vandet, men kom kvikke op igen, og fortsatte efter en rystetur deres leg. Diva var med og svømmede rundt det bedste hun havde lært, så de kunne se, hvor sjovt svømning er, men det fik hun nu lov til at gøre helt for sig selv. De havde stor lyst til at komme rundt, og de spredte sig hurtigt i små grupper af 2-3 stykker. Moster Diva forsøgte at holde lidt styr på tropperne, så når de var løbet gennem træerne, var hun lige en tur ude ved dem, for at få dem tilbage igen.
Fodertønden blev også grundigt undersøgt, og sørme om ikke der kom foder ud, når man skrubbede til fjederen. Godt nok var det korn, men det smagte da af lidt guf. Hjemturen over marken gik fint, men efter en god slurk vand, var der totalt udsolgt hos dem alle. De faldt om på trappen og under havebordet, og Diva lagde sig oppe på bordet, som hun har lært af Sille, så har man det store overblik, hvis ellers øjnene kan holde sig åbne.
Det sidste billede er fra portræt serien, hvor jeg vækkede dem kort efter udflugten. Orange gav mig et kæmpe gab, og var slet ikke klar til at skulle lege fotomodel, men det blev et sjovt billede.

Hos dyrlægen for et sundhedscheck

De var jo hos dyrlægen forleden dag, og hun syntes de alle var dejlige. De var nemme at håndtere oppe på briksen, havde en fin vægt og sluttede af med deres første vaccination. Jeg havde ikke mit kamera med, men tog lidt billeder med mobilen.

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 9. september 2011

Jeg er ved at lave hvalpemapper, og har derfor været i gang med at tage portrætbilleder. Det gik nemmere end forventet, de var nemlig trætte efter en spændende tur ned omkring søen sammen med mor Sille og moster Diva. Jeg fik taget en masse billeder, men mangler lige at få dem redigeret.
Men portræt billederne er klar, så de kan komme på nettet, og nu tror jeg bare, jeg skal hygge lidt med hvalpene, før det bliver tid til lidt sofahygge med en kop kaffe.

 

___________________________________________________________________________________________

Mandag den 5. september 2011

I denne weekend har to Partridge hunde været på prøve. Partridge Hot Lady og Thomas var en tur på Fyn, hvor de for første gang stillede i åben klasse. De opnåede en flot 1. præmie, super flot.
Kia og Partridge Hot Chili stillede på workingtest i Nordjylland i begynderklasse. De kom igennem alle 6 poster, og har dermed bestået, fantastisk flot. Et kæmpe stort til lykke til jer begge, dejligt at jeres hunde er så dygtige, men I er sørme også et par ihærdige mennesker til at træne.

Hvalpene blev i går testet, og de var meget ens i test. Når hvalpene testes, er det en af gangen, og på et område, hvor de aldrig før har været, personen som tester, har de heller ikke mødt før, så det er en meget anderledes situation de bliver stillet i. Men de klarede det rigtig flot, de viste alle stor social interesse, og forholdt sig stille og roligt til tester og de nye omgivelser. Viste god kontakt og samarbejdsvilje til tester, og de havde alle en god flokfølelse, fulgte villigt med tester rundt i lokalet. Det er rart at få dem testet af en fremmed person, for at se hvordan de reagerer på nye ting. Stor tak til Connie, som er eminent til at lave denne test.

På onsdag kommer Lise Lotte og chipper dem, og torsdag morgen går turen til Biersted Dyrehospital, for at få sundhedscheck og vaccination.
 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 2. september 2011

Endelig fik jeg tid til at ligge nye billeder ind, de er fra i onsdags. Der var store hyggedag med Tinker og Jessie. Selv om Jessie kun er 12 uger, er hvalpene helt klar over, at hun er ældre end dem, og derfor viser de hende den samme respekt, som de viser de andre hunde. Tinker leger forsigtigt med dem, og de gør, hvad de kan, for at vise ham al deres hengivenhed. På billederne kan man se lyserød forsøge at slikke ham under hagen, som et tegn på underkastelse. Jessie synes godt om al deres spændende legetøj, og hun fik hurtigt slæbt det hele med ud på græsplænen. Hun skulle dog lige vise Tinker den fine røde, og han gad godt lege lidt med. Han er yderst tålmodig, og Jessie skal være meget irriterende, før han bliver nødt til at sætte hende på plads.

Om eftermiddagen da Emil kom hjem fra en lang arbejdsdag i Faarup Sommerland, lagde han sig ind til hvalpene, og de syntes godt om at sove sammen med ham. Jessie vækkede ham efter en halv time, men det var en god lur, som efter Emils udsagn var ren terapi.

Haven er ved at være udforsket, og de løber nu rundt om huset, så det varer ikke længe før turen går ned til søen.


 

 

___________________________________________________________________________________________

Lørdag den 27. august 2011

Jubiii så kom Dansk Kennel Klubs vurdering af røntgenbillederne på Partridge Hot Chili og Partridge Lucky Theo. Begge har de super sunde hofter og albuer: A og 0. Et stort til lykke til Kia og Bjarne med det flotte resultat.

___________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 24. august 2011

Silles kuldbror Lochiness Green Chive har i sidste weekend opnået sit tredje certifikat i vinderklasse, og kan nu bryste sig med den flotte titel DKBRCH Dansk Brugschampion. Chive er far til vores Hot-kuld hvor flere af hvalpene allerede nu har klaret sig flot på markprøve. Et stort til lykke til Kjeld og Kirsten som har ført Chive frem.

I hvalpenes liv går alting stærkt, de har lynhurtigt lært, at løbe ind og ud af havedøren. De spiser deres mad på græsplænen, og de har travlt med at bruge de små næser. De er helt bevidste om, hvad madfløjtet betyder, og mens de søger efter maden, bliver der stadig fløjtet. Dette fløjt bruger man senere, når hunden er ude at søge efter en dummy/fugl. Man fløjter først, når hunden er tæt på fuglen, og så ved hunden, at den skal søge intenst i dette område. Områdefløjtet er mange korte fløjt lige efter hinanden.
De er også dygtige til at besørge udenfor, og de har imponeret ved først at vække os klokken 06. Så begynder de at kalde, og i dag var der kun meget lidt at samle op på aviserne.
Besøg får de mange af, og de nyder al den opmærksomhed, som det jo altid giver. Hvis de ellers kan komme til for deres mor, for Sille er nok den mest overkælne hund. Hvis bare der var en som kunne kæle med hende alle døgnets 24 timer, ja så var hun DK's lykkeligste hund. Men hun er sød, og ved godt at når man siger, at nu gider man ikke mere, så er det slut. Ok det var den person, for er der flere hænder at tage af, så tager man da bare den næste person i stuen.
Der er en han tilbage, som endnu ikke er reserveret.

Det første billede er af den flotte onkel Chive, taget lige inden han bliver sendt på en fugl.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 19. august 2011

Så har vi holdt flyttedag til den anden side af køkkenet, og nu med havedør. Selv om det i dag regner, er det en ren fornøjelse, at kunne lukke op direkte ud til haven, og hvalpene er ved at lære, at de kan gå den vej ud.
De er blevet så hurtige til at spise deres mad, at det ikke længere skal blendes. Foderpillerne bliver opblødt, og så må de små hvalpetænder selv klare at få findelt maden. Næste opgave for dem bliver, at søge efter foderet på græsset, men det bliver først i næste uge. Det er en rigtig god måde, at lære dem at bruge næsen, og mens de søger bruger vi områdefløjt.
CD afspilleren er blevet sat til, og de lytter til Auritus lyd-cd'en med alle de forskellige lyde. Godt vi ikke bor så tæt på naboer, for det lyder vildt mærkeligt, når der skydes, tog køre forbi, grise grynter og store kanonslag fyres af inde midt i køkkenet. Meget autentiske lyde som forhåbentlig er med til at give hvalpene positive lydindtryk, som de kan bruge senere i livet.

 

 

 

___________________________________________________________________________________________

 

Tirsdag den 16. august 2011

I søndags afholdte Retrieverklubben det årlige unghundemesterskab. En prøve som man kun kan stille sin hund i én gang, da hunden skal være over et år, men ikke være fyldt to år. Prøven består af 6 forskellige poster, som dømmes efter 20 point skalaen, og får man over 6 point, kan man fortsætte til næste post.
Partridge Lucky Theo som er efter Sille og Tinker deltog som prøvens absolut yngste hund, 12 måneder og 11 dage. Bjarne og Theo gennemførte prøven med 87 point, og fik en flot 1. præmie. Super flot af dem begge, dejligt at vi nåede at se dem på den sidste post. Det var en dejlig dag, med mange dygtige hunde.

Uha i dag har hvalpene 4 ugers fødselsdag, hvilket vil sige, at vi er halvvejs i den hyggelige hvalpetid. Godt at vi selv skal beholde en han, og det er vist helt oplagt, at han skal hedde Keeper.
De sidste par dage, har vejret været så lunt, at de har været ude på terrassen, hvor deres hundehus står. De nyder at ligge derude, og bliver der for varmt i huset, ligger de ude på fliserne. Lyseblå havde i dag så travlt med at følge efter Sille, da hun gik ud på græsset for at tisse, at han pludselig stod helt alene ude på en stor græsplæne. Så kan det nok være, at han hurtigt kunne få vendt rumpen, og komme tilbage til de andre. De bliver dog mere og mere modige, og deres radius udvides flere gange dagligt.
Måltiderne er blevet indtaget udendørs, og det letter unægteligt rengøringsarbejdet bagefter for både Sille og mig, når de kommer af med stort og småt ude frem for inde i køkkenet.
I morgen bliver en stor dag, da vores vindue i køkkenet bliver udskiftet med en havedør. Det er helt fantastisk, hvad hundesport kan føre til, men når hvalpene skal være i køkkenet, så skal det jo også være nemt, at lukke dem ud i haven. Så derfor bliver vi nu de heldige, som kan nyde et køkken med direkte udgang til haven.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 12. august 2011

Det går godt i hvalpegården, og sørme om ikke der er kommet en ny "hvalp" i kuldet. Vores lille kattekilling kan simpelthen ikke stå for alle de spændende hvalpe, så hun er begyndt at hoppe ind til dem. I begyndelsen snusede hun interesseret ind til dem gennem hegnet, og prøvede med en pote om hun kunne få lidt kontakt. I dag tog hun så mod til sig, og hoppede ind over hegnet. Hvalpene tog ikke megen notits af hende, hun prøvede ellers at stille sig på bagben og fægte lidt med forpoterne, men nej ingen reaktion - kedelige "katte".
Hvalpene har en god appetit, og spiser to gange om dagen, og efter fast føde kommer mor med mælken.

 

___________________________________________________________________________________________

Onsdag den 10. august 2011

Nu begynder der at være liv hos de små. De kommer straks, når vi kommer ind til dem, og man bliver slikket i ansigtet, når de bliver løftet op. De små haler logrer det bedste de kan, og de kappes om, at komme helt op på skødet af en.
I dag skal de have serveret deres første måltid, og de skal have ormekur. Tænderne er så småt ved at bryde igennem, og de forsøger sig med at bide i hinanden og deres mor. Vores lille kattekilling hoppede ved en fejl ind til dem, og hvalpene syntes, at hun var mægtig spændende. Det blev dog hurtigt lidt for meget for den lille mis, som i en fart kom ud igen.
Jeg har taget lidt billeder i dag, mens de var vågne, men det er med at være på pletten, for de falder hurtigt om igen.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Lørdag den 6. august 2011

Så er der kommet navne på hvalpene, og deres kuld-navn bliver N-joy, "nyd" og man kan jo heller ikke andet, når man er sammen med dem.

Som man kan se på billederne, har de farvede halsbånd, og det er pigerne med rødt og lyserødt, Kathrine var ikke et sekund i tvivl om farvefordelingen. Navnene er:

Partridge N-joy Perry
Partridge N-joy Timmi
Partridge N-joy Assi
Partridge N-joy Caddi
Partridge N-joy Keeper

Partridge N-joy Tippe
Partridge N-joy Pixi

Når man ser hvalpene sammen med Sille, kan man bedre se, hvor meget de er vokset. Grøn han har på det sidste billede lagt sig i frøstilling, så kan man bedre køle maven i det gode vejr.

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 5. august 2011

Hvalpene har alle åbnet øjne og øre, og kigger nysgerrigt rundt på alt det nye. De ser dog ikke så tydeligt endnu, lidt som nyfødte, som kan skelne mellem lyse og mørke kontraster. Der er flere som kommer med små høje bjæf, og det kommer helt bag på dem, at de kan sige lyde, for det giver et helt spjæt i dem, når de siger gø.
De kan alle rejse sig op og gå, men der skal ikke være alt for mange folder på tæppe og aviser, så mister de balancen.
I dag fik de klippet kløer, så Sille ikke bliver generet af ivrige spidse kløer, når der spises.
Der er nu givet grønt lys for børnene med hensyn til at sidde og kæle med en hvalp. De første 14 dage har hvalpene ikke brug for andet end deres mor, så i den periode skal de blive nede på tæppet til stor stor ærgrelse for specielt Kathrine. Men nu er det ok, så der bliver siddet meget inde i hvalpegården, og hvalpene nyder alle kyssene.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Onsdag den 27. juli 2011

Hvalpene vokser hurtigt, og vi har givet dem og Sille mere plads, ved at sætte hvalpegården op i køkkenet, da fødekassen var ved at være for lille. Et par af hannerne har rundet et kilo, og de andre følger godt med. En af hvalpene er faldet fra, men det er jo naturens gang, som man må acceptere.
De er blevet hurtige til at bevæge sig rundt, og nogle har endda været oppe at gå på alle fire ben. Kathrine nyder at kunne ligge inde hos dem, og da de nu har fået farvet halsbånd på, var Kathrine hurtig til at overtage de gamle halsbånd fra sidste kuld. Dem kunne hun godt bruge som armbånd, og så er man da lidt mere i "familie" med hvalpene.
Billederne er fra de sidste par dage.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Lørdag den 23. juli 2011

To Partridge hunde har i dag været til prøve i region Midtjylland. De blev begge stillet i begynder klasse, og sørme om ikke de begge fik en flot 1. præmie.

Et stort til lykke til Bjarne og Partridge Lucky Theo, Bjarne vandt ydermere en kasket, som blev uddelt af dommeren, for den store glæde Bjarne viste sin hund efter prøven, samt Kia og Partridge Hot Chili, super flot af jer begge.

Intet nyt at berette fra hvalpekassen, men jeg har taget lidt close up billeder af hvalpene i dag, 4 dage gamle. De er dejlige..!

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 22. juli 2011

Hvalpene er 3 dage gamle, og de spiser til den store guldmedalje. De har alle taget fint på, og alt går som det skal. Sille opholder sig mest i kassen hos hvalpene, men er også lige ude for at strække benene, og så skal hun lige en tur rundt om spisebordet, for at samle evt. krummer op fra gulvet.
Billederne er fra i dag, og som det ses, kan hvalpe sove både oven på og neden under hinanden.

___________________________________________________________________________________________

Onsdag den 20. juli 2011

Man må sige at Sille er præcis med datoen, nøjagtig 63. dage fra første parring, blev hvalpene født. Så det blev en tirsdag i hvalpenes tegn. Der er kommet 8 hvalpe fordelt på 3 tæver og 5 hanner. Alle store hvalpe med en vægt på mellem 400-450 gr. De er klar til livet, og er meget kvikke til at finde frem til mælken. De er spændstige, og viser allerede nu en stor styrke i kroppen. Sille er som sidste gang en meget omsorgsfuld hundemor, stille og rolig men hun er opmærksom på alle lyde og bevægelser i kassen. Billederne er fra i dag.

 

___________________________________________________________________________________________

Torsdag den 14. juli 2011

Jeg har lavet en 5 generationers stamtavle på de kommende hvalpe. Der er også oplysninger om sundhed, titler og farve på stamtræet. Stamtavlen kan ses her

Tinker holder pause i sin træning, da han under træningen forleden dag, har forstrukket nogle muskler i sit ene bagben. Han var en tur ved dyrlægen, og holder en god lang pause, så benet kan få ro. Allerede i dag er han mere livlig, men vi har afmeldt ham på de prøver, han var tilmeldt, da det er vigtigt, at han ikke bliver overanstrengt.
Heldigvis har vi jo unge Diva, som er helt klar til begynderklasse træning. Hun var til træning i går, og det så helt fornuftigt ud. Så nu skal hun lige finpudses inden tilmelding til begynderklasse.

 

___________________________________________________________________________________________

Onsdag den 13. juli 2011

Så er der kun en uge tilbage, og alt går som det skal. Sille vokser og der er ikke meget plads til mad mere, så hun får tilbudt små portioner i løbet af dagen. Hun hygger sig med at tøffe rundt i sit eget tempo, og er som altid glad for alle, som har tid til at stikke hånden ned for at klø hende.

 

___________________________________________________________________________________________

Mandag den 4. juli 2011

Sille har det varmt, og bevæger sig ikke mere rundt end højst nødvendigt. Hun nyder at ligge i haven på et skyggefuldt sted. Apettiten er steget, og Sille kaster sig over måltiderne, som om det var det sidste :) Der er allerede nu lagt mælk ned, og hun er hurtig til at komme om på ryggen, hvis man bare tænker på at give hendes mave et par kærlige kærtegn. De sidste tre uger går hurtigt, men det er lige før man, for Silles skyld, kunne ønske at vejret ikke bliver alt for varmt...

Her er et par billeder fra i dag, og Silles var kun ude i solen, fordi fotografen ønskede det, hun var hurtigt tilbage i skyggen, og sendte mig et blik som sagde at, her ligger jeg nu bedst ;)

___________________________________________________________________________________________

Søndag den 3. juli 2011

Så er vi hjemkommet efter en dejlig afslappet ferie i Holland, og skønt at have en stor søn, som kan passe på hus,  hunde, killinger og salg af foder, så man kan slappe 100% af.

Vi kom hjem til en meget fyldig Sille, så nu er vi da helt sikre på, at der kommer hvalpe om 3 uger. Jeg har ikke lige fået taget et billede af hende, men det bliver i løbet af ugen.

Mens vi var på ferie, har Kia og Partridge Hot Chili været på workingtest i region Midtjylland. De stillede i begynderklasse, og klarede det så flot, at det blev til en flot 3. vinder.
De fik 94 point ud af 100 mulige, så det må siges at være en kanon flot debut for Kia og Chillis på deres første prøve.
Et stort stort til lykke Kia, som ellers var frygtelig nervøs.

 

____________________________________________________________________________________________

Mandag den 13. juni 2011

Det har været en rigtig dejlig pinse med godt vejr, hygge med venner og familie, og lidt arbejde. Sille er blevet lidt bredere, og hun opføre sig som sidste gang, hun var drægtig, så vi tror hun er med hvalpe.

Vores kat Sally har fået killinger som nu er 5 uger gamle, og de er helt uimodståelige. Jeg har lavet en killingeblog, så deres nye familier kan følge lidt med udviklingen. Bloggen kan ses på dette link: www.partridge.dk/killinger

Det går rigtigt godt med hvalpene efter Tinker og Tiki, og alle 9 hvalpe er solgt.

____________________________________________________________________________________________

 

Søndag den 22. maj 2011

Vi har lige modtaget en dejlig mail fra Thomas, Partridge Hot Lady var i går på B-prøven i Kulsø i begynderklasse, og de lavede et perfekt arbejde og fik en velfortjent 1. præmie. De blev ved præmieoverrækkelsen tildelt dagens bedste hund, så kan det vist ikke gøres bedre. Et stort til lykke til Thomas og Zille, godt gået.

____________________________________________________________________________________________

 

Lørdag den 21. maj 2011

Tinker er blevet far til et flot kuld hvalpe på 9 stk. Hvalpene er fordelt på 4 hanner og 5 tæver, der er både sorte og gule. Flere oplysninger om dette kuld kan ses her.

____________________________________________________________________________________________

Tirsdag den 17. maj 2011

Ja det går ikke altid helt efter planen, og da Acer er rejst til Finland i denne uge, har vi ændret i planen omkring valg af hanhund til Silles parring.
Valget er faldet på Thirsgaards Tjegge, og da vi også før har haft Tjegge på tale, var det heldigvis en nem beslutning.
Vi afleverede Sille hos Jytte og Boye i går, og her til aften er Sille blevet parret første gang.
Der er flere oplysninger og billeder af Tjegge under hvalpeplaner.

Vi fik også hilst på vores nye hvalp, som også bor hos Jytte og Boye. Den er efter Thirsgaards Lovis og Levenghyl Firestone, så det bliver spændende at komme i gang med en ny hund.

Billederne er Lovis med alle børnene og Silles nye udkårne Tjegge.

____________________________________________________________________________________________

 

Tirsdag den 10. maj 2011

Så er Sille startet på sin løbetid, hun er gået i løb lidt før, men det passer fint med hensyn til planlægning af vores sommerferie. Vi regner med at køre Sille til Sjælland i næste uge.

____________________________________________________________________________________________

 

Mandag den 9. maj 2011

Partridge Lucky Zita har også været til brugsprøve i Nordjylland, og fik det flotte papir med hjem, som betyder at brugsprøven er bestået.

I lørdags var Jens og Partridge Lucky Victor i Astrup for at prøve kræfter med brugsprøven, og sørme om ikke også de bestod med glans. Et stort til lykke til alle.

Ib og Zita

____________________________________________________________________________________________


Mandag den 25. april 2011

Partridge Lucky Theo har i dag været til brugsprøve og bestod. Theo og Bjarne fik max point og blev dagens bedste. Et stort til lykke til dem begge, vi glæder os til at følge dem på fremtidige prøver.

____________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 20. april 2011

Vi har lige modtaget et dejligt billede fra Kristina, som har hvalpe efter Tinker og Vilma. Hvalpene trives godt og ser rigtig fine ud. Der er stadig gule og sorte hanner tilbage, så mangler du en god jagt og familiehund, kan du kontakte Kristina. Flere oplysninger her.

Hos Nadja, som har hvalpe efter Tinker og Sif, går det også rigtigt godt. Vi har lige været på hvalpebesøg, og alle hvalpe er solgt, og er klar til at flytte til deres nye familier om 14 dage.

 

____________________________________________________________________________________________

Søndag den 3. april 2011

Tinker har i dag været til kvalifikationsprøve på Fyn, og han bestod med en flot udstillingskritik. Han var også stillet i vinderklasse, og gennemførte alle poster, men fik dog ikke point nok til finalen.

____________________________________________________________________________________________

Onsdag den 30. marts 2011

Vi er lige blevet ringet op af Kristina, som kunne fortælle at Tinker er blevet far til 9 hvalpe i nat. Kristinas tæve Vistorp Donna Rosa klarede fødslen uden problemer, og hvalpene er fordelt på 3 sorte hanner, 3 gule hanner, 1 sort tæve og 2 gule tæver.

____________________________________________________________________________________________

Lørdag den 19. marts 2011

Tinker har i disse dage besøg af en flot sort labradortæve. Hun hedder Tiki og er efter DKBRCH NOJCH SEJCH NORDJCH DKJCH Skovager's Amacing Miguel og Bryndum's Cooky. Tiki er en utrolig nem tæve, så alt er gået lige efter bogen. Der formodes at komme både gule og sorte hvalpe, da Tikis mor er gul. Se flere oplysninger om kuldet her: Hvalpe efter Tinker og Tiki.

____________________________________________________________________________________________

Onsdag den 16. marts 2011

Så kom jeg på barselsvisit, og fik taget lidt flere billeder af de gule bamser. Sif ser frisk ud, hun er kronisk sulten, fortæller Nadja, men der skal også noget indenbords, for at holde gang i mælkeproduktionen til sådan en flok.

____________________________________________________________________________________________

Tirsdag den 15. marts 2011

I dag er Tinker blevet far til et super flot kuld hvalpe på 8 stk. En fordeling på 6 tæver og 2 hanner, og de er alle gule.
Jeg var så heldig, at være med som fødselshjælper da de første 6 blev født, og det er som altid en fantastisk oplevelse. Sif klarede det flot, slappede af imellem veerne, når der var hvalp på vej, sætte hun sig op, pressede godt igennem, og så var hvalpen født. Det er nogle ordentlige krabater med en vægt på over 500 gr. og det er meget faste og spændstige hvalpe. Jeg har desværre kun billeder med de 6 af hvalpene, så jeg må have mit kamera med på barselsbesøg, så de alle 8 kan blive fotograferet.

____________________________________________________________________________________________
 

Fredag den 4. marts 2011

Vi har lige haft besøg af Partridge Lucky Theo, og han er ved at være en flot fyr. Bjarne er rigtig glad for Theo, og omvendt så er man ikke i tvivl om at Theo elsker sin far.
Nu hvor foråret er på vej, skal Bjarne og Theo i gang med træningen igen, og vi glæder os over, at det allerede nu tegner godt. Her lidt billeder fra i formiddag.

 

____________________________________________________________________________________________
 

Lørdag den 26. februar 2011

En lidt grå lørdag morgen at stå op til, men så er det jo altid dejligt med et hyggeligt morgenmåltid. Snoopy, vores Jack Russell Terrier, er en forkælet lille hund, som elsker at blive inviteret med til bords, når der er en ledig stol. Denne morgen var der bonus hos Kathrine, som til sidst skar lidt af sit ristede brød. Snoopy er noget helt specielt, hun har en meget stor personlighed, men på trods af, at hun er en terrier, så har hun også fået meget opdragelse fra labberne, og det gør, at hun er en stille og rolig hund. Desværre skal hun aldrig have hvalpe, da hendes hofte ikke er ok, men vi håber, vi har hende i mange mange år endnu. Her er lidt billeder fra Snoopys morgen.

 

____________________________________________________________________________________________
 

Fredag den 18. februar 2011

Vi har besøg af Sif i vinterferien, og da det er ca. 5 uger siden hun blev parret, var vi spændte på at se hende. Sif ser drægtig ud, hendes dievorter er vokset, og hun er blevet bredere. Hun har bestemt ikke mistet appetitten, og alle krummer bliver samlet op. Hun nyder at løbe rundt i haven sammen med alle labberne, men de skal ikke bliver for fjollede, så bliver de sat på plads. Det er skønt, at hun bor så tæt på, så vi kan følge hvalpenes udvikling.

____________________________________________________________________________________________
 

Onsdag den 16. februar 2011

Mens vi venter på foråret... Så kom der sne igen, og masser af kulde. Vi venter alle tålmodigt på at varmen kommer, og imens må vi glæde os over varmen i gulvet. Hundene nyder alle at lege i sneen, men bestemt også at komme ind igen.

____________________________________________________________________________________________

 

                                               Søndag den 30. januar 2011

Vistorp Donna Rosa har været på besøg hos os, og er blevet parret med Skovager's Moss Lane Ben. Vilma er efter
DKBRCH NOJCH SEJCH NORDJCH DKJCH Skovager's Amacing Miguel og Søndergaard's I Feel Like A Woman. Hun har en spændende stambog, og hendes kuldbror Vistorp Don Olsen klare sig fint på markprøve, og har indtil nu opnået udmærkelse i vinderklasse.
Der kommer højst sandsynligt både sorte og gule hvalpe i denne kombination.

____________________________________________________________________________________________
 

Lørdag den 29. januar 2011

Partridge Cool Lucky har været til brugsprøve i dag i region Nordjylland. Han bestod og blev dagens bedste hund. Stort til lykke til Kia Jensen.

____________________________________________________________________________________________

Fredag den 14. januar 2011

Tinker har de sidste dage haft besøg af søde Sif, som er en dejlig gul labrador.
Sif er efter DKCH DECH INTCH Coco Loco's Porsche (A-0) og Jetca's Sika (A-0), Hun er en skøn tæve med et godt temperament, og sundhedsmæssigt er hun også fin: A på hofter og 0 på albuer, øjenlyst uden bemærkninger.
Så nu krydser vi fingre for, at der er små gule bamser på vej. De bliver alle gule, men sikkert med forskellige gule farver, da Tinker er mørk gul og Sif er meget lys.

Her er lige et par billeder af Sif.


 

 

 

                                                                   [ til top ]