info    |    vores hunde   |    hvalpe    |    hundefoder   |    sidste nyt  |    sundhed    retrieverordbog   |    kontakt  |    forside

 

                   Lidt historie om vores kennel                   

 

I 1997 blev vi opfordret til at skrive om vores hundeliv i Dansk Retriever Klubs regionsblad "Nordjyden".
Hvis andre har lyst til at læse om, hvordan det hele begyndte, kan vores historie læses her.


På et tidspunkt i livet får de fleste vel den tanke at - hvis vi skal ha' hund, hvilket race skal det så være?
For vores vedkommende var tidspunktet det herrens år 1985, og vi var enige om, at en kopi-hund som dem Holgers storebror Mogens opdrættede, skulle det bestemt ikke være. Hvem vil dog rende rundt med en sort kortpelset hund, som bare ligner alle de andre sorte hunde?

Nå, vi slæbte så stakkevis af bøger hjem fra biblioteket og faldt for en Tysk Langhåret Hønsehund, som på billedet så sød og rar ud. At der stod, det var en stående hund, som skulle bruges til jagt, skænkede vi ikke mange tanker - det var jo en sjælden race, så sådan en skulle det være.
Det siger næsten sig selv, at der ikke var et specielt stort antal hvalpe på markedet, og da slet ikke tæver. Men det var nu og her, og at vente på den rigtige hvalp, var en ting, som ganske enkelt ikke kunne praktiseres.
Vi købte den sidste tæve, der var i Jylland, hun var hvid med brune aftegninger og tre måneder gammel. Vi boede tæt på den lokale jagtforening, hvor der var jagthundetræning, så af sted drog vi alle tre hver lørdag, og det gik da også nogenlunde med den der apportbuk, som blev proppet ind i gabet på hunden.
Nu havde Holger jo storebror Mogens, som godt nok havde set noget skeptisk ud, da han første gang så vores hønsehund, men han kom dog med nogle retriever trænings-fif, - og sørme om ikke hønsehunden glad og fro apporterede den dummy, der blev kastet...

Hmm det der med de kopi-hunde var måske ikke helt tosset, og der var også det ved det, at der hos Kennel Ottertail, som Mogens kennel hedder, også boede en brun kopi-hund.
Det var ikke så lidt svært at få ordene over læberne, men det blev altså til en bestilling på en brun tæve efter Mogens og Doris' brune tæve Curnafane Cousin of Ottertail. Tiden gik og tævehvalpen lod vente på sig, så da Mogens kom på besøg med en brun hanhund på et år efter Cousin, stod det klart at Ottertail Beaver (Bill) var kommet for at blive.

Holger og Bill skulle selvfølgelig træne på ægte retriever-maner, og en annonce i Aalborg Stiftstidende førte os ud på Voerbjerg træningsplads, og det lærte de en masse ved. Vi har senere hørt, at der blandt de andre kursister var en del forvirring omkring navnene. Var det hunden, der hed Holger og føreren, der hed Bill..?
Al Holgers nylærte træning blev afprøvet på den langhårede hønsehund, når vi kom hjem. Det havde en helt utrolig virkning - hun troede desværre til sidst, at hun selv var en labrador. Holger havde meldt sig til noget markprøvetræning, som foregik på en roemark, og da hunden blev sluppet løs for at søge af og tage stand, løb hun nogle få meter foran og stoppede så op for at vente på Holger. Træneren konstaterede, at det var en meget lydig hund - desværre alt for lydig til at begå sig som markprøvehund hos de stående racer.

Alt det her jagttræning og jagt-snak var ved at få et godt tag i Holger, og så var der kun en vej tilbage - få et jagttegn. Efterår, nyerhvervet jagttegn, af sted på den allerførste andejagt nede i engen. Den langhårede var selvfølgelig med og spændte var de begge to. Der er and i luften, den bli'r ramt på første skud og daler mod jorden. Desværre for hunden falder anden kun cirka otte meter fra dem, og man skulle jo nødigt ha' flere huller i sit første stykke vildt end højst nødvendigt, så Holger sprang selv af sted efter den dødskudte and, mens hunden slukøret måtte sidde tilbage og vente.

Bill's karriere på markprøve og jagt nåede aldrig stjernerne. For Bill var et rigtigt hundeliv at ligge på sofaen, gå tur i skoven og blive kløet på maven, så for at komme lidt videre flyttede en labtæve (Ottertail Luna Lutra) ind i huset. Alle principper var nu brudt - vi havde tre hunde, og den sidste oven i købet sort!
Konklusion: Vi havde fået hundesyge  og vennerne begyndte at få det der uforstående blik, når vi var sammen.

Luna åbnede døren på klem til markprøveverdenen, det var spændende og meget lærerigt, man lærer jo som bekendt af de fejl man laver - så der blev lært meget..!
Rigtig mange hyggelige timer er blevet brugt på skuer og udstillinger. Holger var selvskrevet til at være "udstilleren", for det var jeg alt for genert til, og ikke ti vilde heste kunne nogensinde få mig ind i en udstillingsring. Der opstod dog det tekniske problem, at Luna også var "genert" i ringen, så efter endnu et skue, hvor hun lignede en hængt kat mere end en glad labrador, erklærede Holger på vej hjem i bilen (jeg husker det tydeligt), at hvis den hund nogensinde skulle udstilles igen, så ku' jeg selv trække den med derind..!!!

Uha, hårene i nakken rejste sig, og jeg fik tørre pletter i halsen, for udstilles det skulle den smukke hund. Jeg forcerede, med skælvende ben - og højgravid, plastikstrimlen på skuet i Viborg den næste dag, og på trods af alt, så virkede det faktisk. Luna opfattede mig "kun" som én med godbidder, og at det eneste hun skulle gøre for mig var at logre med halen og være glad. Derefter blev det sådan, at Holger trænede markprøve og jeg udstilling.

Udstillinger er hyggelige, men det er blevet markprøver, som fylder mest i vores hundeliv, specielt A-prøver er Holger blevet bidt af, da det er den form for prøve, som kommer tættest på en jagt.

Vi har nu fem sorte labber, og ingen skal komme og sige, at de ikke kan se hvem, der er hvem, for der er sandelig meget stor forskel - ingen kopi-hunde her..!
 

Sakset fra "Nordjyden" 12. årgang 1997 nr. 1