info    |    vores hunde   |    hvalpe    |    hundefoder   |    sidste nyt  |    sundhed    retrieverordbog   |    kontakt  |    forside

 

Hvalpedagbog 2014

Thirsgaards I Caught Fire x Stenbury Black Fighter
 

 

Lørdag den 13. december 2014

Vi har været på tur med hele flokken, og de syntes, det var vældig spændende med alle de nye oplevelser. De er nu begyndt at flytte hjemmefra, og de sidste skal rejse på tirsdag. Så kan vi glæde os over, at en skøn tid er slut, men en endnu mere spændende tid følger, hvor hvalpene hver især skal til at opleve livet sammen med deres nye familier. Vi glæder os til at følge dem, og håber de har fået alt det bedste med i rygsækken.

 

___________________________________________________________________________________________

 

Fredag den 28. november 2014

Hvalpene har nogle skønne dage, og de nyder at lege med hinanden og deres mor. Vejret har været godt, så der er også blevet brugt meget tid ude i haven. Vi har været på markvandring, sammen med de store hunde, og de følger alle sammen frisk med. På onsdag går turen til dyrlægen, hvor de skal have sundhedsbog og chippes. Det er et kuld med mod på livet, og de er ikke bange for nye udfordringer. Jessie opfordrer til leg, som det kan ses på billederne, og lære dem lidt om hierarkiet i en hundeflok. Det kan se lidt voldsomt ud, men det er tydeligt, at hvalpene hurtigt lære at underkaste sig. Denne del er meget vigtig i deres senere liv, en hund som ikke har lært hundesproget ordentligt kan få store problemer, når den senere møder andre hunde.
De får deres mad spredt ud på græsplænen, så de skal søge efter foderet. Det har de helt styr på, og næserne bliver flittigt brugt, så snart madfløjtet lyder. Billederne er fra i går, hvor solen tittede frem et par gange.

 

___________________________________________________________________________________________

 

Tirsdag den 18. november 2014

Nye billeder af de små sorte, som er ved at blive store. Nu begynder de virkelig at leg og være med i det hele. Super aktive er de, og de elsker at løbe rundt i hele køkkenet. Katten Artimis er en super sød og kærlig kat, så ham har de hilst på og snuset til uden at få smæk. Søde Audi på 4 måneder, er de også meget glade for. Hun står mest ved lågen, når de snakker sammen, men Audi kan til sidst ikke lade være med at hoppe ind til dem. Så kravler hun ind under sofaen og nusser lige så stille med dem. Tror stadig hun mindes sin egen tid i hvalpegården, hun elskede nemlig at ligge under sofaen.
De spiser deres mad ude i haven, og de er ved at være rigtig dygtige til at komme, når man kalder. Men pyha hvor de synes det er træls og koldt at være ude længere end 5 minutter. Så bliver der banket på havedøren af 7 x 2 forpoter, og med høje bjæf gjort opmærksom på, at der skal lukkes op nu! De kommer dog ikke ind, før de holder op med at larme, og den øvelse har de allerede lært. Håber snart solen titter frem, så haven kan blive lidt mere attraktiv. Den har så meget godt at byde på, og de skal til at øve lidt mere renlighed udenfor.
Jessie sov i nat ude i bryggerset, og det gav ro hele natten for hvalpene. Hun behøver ikke at give dem mælk mere om natten og tidligt morgen, så faktisk var der kun våde aviser i morges, da vi stod op. De løb alle direkte ud i haven, hvor de gjorde sig rene og spiste morgenmad.
Billederne er fra i dag.

 

___________________________________________________________________________________________

 

 

Lørdag den 25. oktober 2014

Hvalpene stortrives, og de er ved at få øjne. Der er ro i kassen, og Jessie har fået helt styr på mælken. Hun var et par dage lidt for sød til at give dem mad, så de havde lidt rigelig den anden vej ud. Men nu passer mængden og Jessie kan igen følge med i rengøringen af dem.
Hvalpenes stamtavle blev i sidste weekend beriget med endnu en champion titel. Jessies mor Thirsgaards Lovis var på Vinder A i Vildmosen, og blev 1. vinder med certifikat. Det var hendes sidste cert. for at få den flotte titel DKJCH, som står for Dansk Jagt Champion. Fantastisk flot af Boye og Lovis, så nu har Jessie da helt sikkert noget at leve op til.
Her til morgen filmede jeg lidt, da hvalpene skulle spise. De er så ivrige, og deres små haler pisker, mens de grådigt tager for sig af den fede mælk. De er meget ens i størrelse, og ligger nogenlunde ens vægtmæssigt. De er ved at udvikle en tyk pels, og nogle af dem har allerede lidt bølger hen over ryggen som Jessie.

 

 

 

___________________________________________________________________________________________

 

Søndag den 19. oktober 2014

I mandags gik Jessie i gang med at blogge op, og kl. 19.35 fødte hun den første hvalp, en flot tæve på 400 gr. Hun valgte at føde oppe i hundesofaen, og for at give tæven de mest optimale forhold, får de altid lov til at føde den første, der hvor de selv føler det er mest rigtigt. De resterende seks hvalpe blev født i hvalpekassen og Jessie var i super form, og fødte dem på kun tre timer. Hun var frisk og godt tilpas bagefter, nød at spise en stor portion havresuppe, og at komme ud på luftetur, mens der blev skiftet med rene aviser og rent tæppe hos hvalpene. Hvalpene er fordelt med fire hanner og tre tæver.
Da det er efterårsferie, smed vi tre madrasser på køkkengulvet, og så nød vi alle, at sove sammen med Jessie og en flok knirkende hundehvalpe. Rundstykker og kaffe næste morgen, og så kan man nærmest ikke ønske sig mere. Hvalpene havde alle en vægt mellem 400-500 gram, og da de til middag blev vejet, ja så havde de alle taget på nogle endda 50 gram. Så Jessie laver god mælk, og i dag hvor de er knap en uge, ligger deres vægt mellem 700-900 gr.

På Facebook er der lavet en gruppe for Fighter og Jessies hvalpe, så der kan man også følge lidt med i deres liv i video og billeder. Link til siden: https://www.facebook.com/groups/713349535408282/

Der er gang i jagterne, så Holger og Keeper har travlt med at apporterer. Det er første sæson, hvor Keeper får lov til at deltage, og han er vokset med opgaven. Han tager fint anskydninger, og forholder sig meget roligt under skydning. Han er ved at være klar til åben A, og selv om han er på alder med Jessie, er der stor forskel i deres modenhed, men Keeper er ved at være voksen :)

Billeder fra fødslen og hvalpenes første leveuge. Tæver: Lyserød, rød og orange. Hanner: Blå, lyseblå, grøn og gul.

___________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 1. oktober 2014

Der er 14 dage tilbage af den spændende ventetid. Jessie vokser omkring maven, og på fredag tager vi til dyrlægen for at få den sidste herpes vaccination. Hun er konstant sulten, og hendes blik følger én overalt i køkkenet, men hun får kun det hun har brug for.
Audi vokser også, og det er i højden. Hun er en sjov og livlig hundehvalp, men kan også forholde sig helt roligt, når hun skal det. Hun elsker at storme ind i stuen om morgenen, fordi hun lige skal se, om Holger sidder i sofaen. Gør han det, springer hun i et kæmpe tigerspring lige op i favnen på ham. Hun er simpelthen så glad for mennesker, og hun har blind tillid til alle. Det er dejlig nemt, at skulle træne med en hund, som har så skønt et sind. En glad og tillidsfuld hund, vil altid være lydhør og vil nyde at arbejde sammen med én.
Billedet af Jessie er taget i dag, og som man kan se, har ferien hos Fighter ikke været forgæves.

 

 

 

 

 

                                                                   [ til top ]