info    |    vores hunde   |    hvalpe    |    hundefoder   |    sidste nyt  |    sundhed    retrieverordbog   |    kontakt  |    forside

 

Hvalpedagbog 2012

Broadlaw Dirk x Lochiness Green Rosemary
 

Fredag den 21. december 2012

Portrætbilleder taget i dag, Singleton prøvede lige et af de fine julehalsbånd, og det kan lige passe en uges tid endnu, men så er julen jo også slut :)

 

___________________________________________________________________________________________

Torsdag den 20. december 2012

Så lakker det mod enden, og de to drenge er ved at være klar til at flytte hjemmefra. De rejser i weekenden, og alle papirer er på plads. Stambøgerne er kommet, besøg hos dyrlægen er klaret og de har nu fået en chip i nakken, så de altid kan findes igen. De vejede 7 kg. begge to. Mørkeblå har fået navnet Pure Singleton og flytter til Aalborg, lyseblå flytter til Esbjerg og har fået navnet Mac Baren. De har i denne uge været uden deres elskede mor Sille om natten, og det var kun den første nat, det gav lidt uro.
De står op kl. 07, og er hurtigt ude af havedøren for at få tisset om morgenen. Morgenmaden bliver nydt i haven, hvor de får deres foderpiller strøet ud på græsset. Så får de lige en hyggelig tår mælk hos Sille, og derefter er der tag-fat i haven ned mellem træerne og ud igen, jo der er fart på tobaks-drengene.
Det er været et utrolig nemt kuld, og man kan bestemt godt mærke, at der kun har været to. Det er begrænset, hvad de har lavet af griseri, og Sille har været 100% oppe på mærkerne, for at rydde op efter dem.

Vi glæder os til at høre, hvordan det går dem i deres nye hjem, hvor de jo kan nyde nogle skønne juledage, inden det nye år begynder.

___________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 12. december 2012

Igen en dag med høj sol og blå himmel, leg i haven med de andre, og så behøver man ikke blive underholdt af tv, radio og andre medier, der er 100% nydelse ved at iagttage deres leg med hinanden.
Tante Kia på seks måneder blev inviteret ind i hvalpegården, og hun var yderst sød og venlig. Legede forsigtigt med dem begge, og hvalpene var godt tilfreds med besøget. De blev faktisk temmelig fornærmede, da hun kom ud igen. Med høje piv fortalte de, at det var helt galt, at der pludselig var et trådhegn imellem dem. Der gik dog ikke mange minutter før de drattede omkuld, og sov i flere timer. De er blevet dygtige til at holde sig, når de vågner. Vi kan åbne hegnet, og kalde dem ud i haven, før de sætter sig til at tisse, super flot at de er ved at forstå systemet.
Der er billeder og lidt video fra deres leg med Kia.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Mandag den 10. december 2012

Dagen har budt på det dejligste solskinsvejr, og hvalpene har boltret sig ude i sneen. De pløjer sig gennem snebunkerne, for at følge efter, når vi går tur gennem haven. Snoopy og katten var også ude, og alle hygger med alle.
Senere på dagen kom Flemming og Naia forbi, og de havde deres 12 uger gamle golden retriever hvalp med. Det gik super fint, de viste alle godt hundesprog, både store og små, og hvalpene nød at blive nusset af Naia, som i dag havde sin skønne sælskindsjakke på.
Jeg fik taget en masse billeder, og de fortæller tydeligt, at det er skøøønt med sne ;-)

 

___________________________________________________________________________________________

 

Onsdag den 5. december 2012

Det er vist på tide, der kommer nogle nye billeder ind af de små drenge. De hygger sig og har de sidste dage været ude sammen med de andre hunde. De voksne hunde er dygtige til at være forsigtige omkring hvalpene, og de små udvider dagligt deres radius ude i haven. De har bestemt intet imod sneen, og de har et lunt hundehus med tæpper, som de kan gå ind i, hvis det bliver for koldt. De er dog kun ude, så længe de er aktive, når de bliver trætte og trækker ind i huset, kommer de ind i køkkenet igen.
De er hurtige til at få spist deres mad, og er også ved at blive lidt interesseret i at tygge i foderpillerne, når de er tørre og kan knase. Ormekuren er overstået uden problemer, den bliver gentaget når de er 7 uger.
Når de bliver lukket ud, er de hurtige til at få tisset, og det er begrænset hvor meget de laver inde på aviserne. Tæppet bliver kun brugt til at sove på, det har været tørt længe. Alt i alt er det et par super nemme hvalpe, som bare elsker, når man nusser med dem, som det også kan ses på billederne. Det er vist et teknisk uheld, der er sket på billedet med lyseblå på bordet, han ser også helt undskyldende ud ;-)

Nederst er der et lille videoklip inde fra hvalpegården, hvor Kathrine hygger med lyseblå, mørkeblå er alt for træt til at deltage.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 23. november 2012

Hvalpene er nu fuldt udstyret med tænder, øjne og en super hørelse. De er begyndt at spise hvalpefoder, og det kan de bestemt godt bruge. Som det fremgår af det lille filmklip, så bliver der smasket højlydt. Lyseblå forsøger om kanten af tallerkenen måske kan spises, men han opgiver hurtigt igen.
Hvalpekassen er væk, og der er i stedet kommet hvalpegård op i køkkenet. Hvalpene er dygtige til at tisse på aviserne, og de nyder at få mere plads.

___________________________________________________________________________________________

Lørdag den 3. november 2012

Bare lige lidt stemningsbilleder fra hvalpekassen i dag ;-) En Diddle er god som hovedpude.

___________________________________________________________________________________________

Torsdag den 1. november 2012

Det går rigtig fint med de små, Dupont & Dupont som Holger kalder dem. De vokser hurtigt og vejer nu 900 gr., så en fordobling af fødselsvægten, når de på lørdag er en uge, er nok ved at passe.
Sille er en hønemor, som med et vågent øje og øre, ser og høre alt hvad der sker i og udenfor kassen. I går kom en af hundene ind i køkkenet, og så kom Sille op af kassen i en fart, for lige at stille sig i vejen for videre passage til kassen.
Vi har placeret lidt tøjdyr hos hvalpene, som lidt kompensation for flere søskende, og de ligger ofte henover eller under en tøjhund, så de virker efter hensigten.
Navnene er ikke helt på plads endnu, men da en af hvalpene muligvis skal kaldes Single, kunne pibetobak være en idé.
Partridge Pure Singleton (som jeg kan huske min bedstefar altid købte) og Partridge Pure Mac Baren.

 

___________________________________________________________________________________________

Lørdag den 27. oktober 2012

I går aftes kl. 22.25 fødte Sille en stor han på 500 gr. og 25 minutter efter kom han nummer to, som også var en ordentlig gut på 480 gr. Sille fødte dem begge stille og roligt, og da de var blevet vasket efter alle kunstens regler, og hun selv også var blevet ren, ja så lagde hun sig ned med et veltilfreds dybt suk, og der var ingen tvivl om, at hun var færdig.
Dejligt med to velskabte hvalpe, men altid trist at skulle ringe med besked, til de som desværre ikke fik en hvalp denne gang. Men mængde og køn er vi heldigvis ikke selv herrer over, naturen bestemmer dog nogle ting endnu.
Begge hvalpe er solgt, og det var dejligt, at de to familier blev så glade, og glæder sig ekstra meget til jul nu.
Billederne er fra denne morgen, hvor solen bare stråler ind af vinduerne.

 

 

___________________________________________________________________________________________

Fredag den 26. oktober 2012

Sille er ved at være klar, i går aftes var hendes temperatur 37.9 og i morges 36.8, så det bliver inden for de næste 24 timer. I går da jeg kom hjem fra arbejde, virkede hun lidt stille, og havde ikke den store appetit, men det er også 63 dage siden hun blev parret i dag :)
Hvalpekassen er fundet frem, og står i køkkenet. Sille har ligget lidt i den, men lige nu synes hun, det er hyggeligst at ligge her inde på kontoret bag min stol. Hun er ikke begyndt at puste endnu, så den helt store opblokning kommer først senere. Det er svært at se hvor mange hun gemmer på, hun er ikke så stor som de to andre gange, hvor hun fik 7 og 9, og lige nu er mit gæt 3-4 stk. Jeg har taget lidt billeder, hvor Sille tester den fine hvalpekasse, som vi har lånt af Kia og Lars.

___________________________________________________________________________________________

 

Mandag den 15. oktober 2012

I dag har Sille været hos dyrlægen, for at få den sidste herpes vaccination. Dyrlægen var ikke i tvivl om, at der er hvalpe, og da vægten hos dyrlægen stod på 30 kg., har hun faktisk taget 4 kg. på. Hun begynder at fylde mere, men mest i dybden, og så er der sat mælk til mindst 15 hvalpe :)
Der er 14 dage tilbage, og Sille løber stadig frisk med, når vi er ude at cykle. Jeg har taget lidt billeder i dag, hvor man godt kan se, at hun er blevet tungere.

___________________________________________________________________________________________

 

Torsdag den 11. oktober 2012

Sille ser drægtig ud, men hun fylder ikke så meget, som de andre gange, så nu må vi vente og se, hvad det bliver til.
På mandag skal hun til dyrlægen, for at få den sidste herpes vaccination, og så er det lidt spændende, at høre hvad dyrlægen mener.

___________________________________________________________________________________________

 

Søndag den 30. september 2012

Det er nu 5 uger siden Sille blev parret, og hun ser bestemt ud til at være drægtig. Hun er kronisk sulten, grænsende til det glubske. Man skal bare tænke på, at åbne en skuffe eller stå ved køkkenbordet, så står Sille fluks ved siden af.
Hun er i super fin form, da hun har været med på mange gode opsamlinger, med masser af apporteringer.
Når hun bliver for besværet, må vi holde formen ved at cykle og gå, men et par jagter mere, kan hun nu godt klare.

 

___________________________________________________________________________________________


Søndag den 26. august 2012

Lochiness Green Rosemary er blevet parret med Broadlaw Dirk, så nu krydser vi fingre for at der kommer hvalpe i uge 43.
Sille skulle egentlig først komme i løbetid om et par måneder, men da Jessie er løbsk, har hun snydt os, og kom lynhurtigt i løbetid kort efter. Men det bliver også hyggeligt med julehvalpe.

 

 

 

                                                                   [ til top ]